Events viste sig at være den bedste brugerundersøgelse, jeg nogensinde har lavet. To af dem lærte mig mere om, hvem vi bygger til, end 22 interviews nogensinde kunne.
TL;DR. For et par uger siden skrev jeg om, hvorfor så mange stadig ikke kan automatisere deres arbejde, selvom AI er overalt. Vi fandt fire barrierer, og den første ligger under alle de andre: de fleste kan ærligt talt ikke se, hvad de skal automatisere til at begynde med. Så samlede jeg to små grupper i et lokale og så den barriere stille og roligt falde på en enkelt eftermiddag. Det ændrede min opfattelse af, hvem disse værktøjer egentlig er til for.
Ved en af workshopsene stillede jeg ét spørgsmål op på skærmen og holdt vejret lidt: "Hvis du kunne vifte med en tryllestav og fikse én ting ved din arbejdsgang, hvad skulle det så være?"
Jeg satte det op som en live word cloud, så alles svar dukkede op sammen, mens de skrev. Skærmen blev fyldt. Og de to største ord på den kunne ikke have været mere forskellige.
Et, i blåt: autofix github pr. Det andet, i rødt: jeg ved det ikke.
Jeg vender hele tiden tilbage til det billede, for det er virkelig to slags mennesker, der sidder i samme rum. Den ene slags skriver "autofix github pr" uden at tøve. De ved allerede præcis, hvad de vil uddelegere, og ærligt talt har de ikke brug for mig. Den anden slags så på det samme spørgsmål og skrev, helt ærligt, "jeg ved det ikke."
Hvis det andet svar er dit, så vær helt rolig. "Jeg ved det ikke" betyder ikke, at du er bagud i forhold til dem, der skriver i blåt. Det betyder, at du er præcis den, jeg har skrevet dette til. Ikke at vide, hvad man skal automatisere, er ikke en mangel hos dig. Det var den allerførste barriere, vi navngav sidst, og det er netop det, jeg gerne vil arbejde igennem sammen med dig.
For tre uger siden udgav vi "Hvorfor kan du ikke automatisere din arbejdsgang?" Efter 22 interviews havde vi kogt problemet ned til fire barrierer og givet dem navne. Men at navngive noget løsner ikke grebet, og det vidste jeg godt. Så jeg prøvede noget, der føltes lidt skræmmende for mig: i stedet for at interviewe folk gennem en skærm, inviterede jeg dem ind i et lokale. Et dusin til den ene, omkring ti til den anden. Jeg ville bare se, hvad der faktisk ville hjælpe.
Her er, hvad de lærte mig.
1. "Jeg ved det ikke"-kløften er kortere, end jeg troede.
Jeg underviste i en lille ramme, det tog måske tyve minutter, i to dele.
RAMMEN 4 signaler på, at en opgave er værd at uddelegere:
- Den er gentagende.
- Det er limarbejde: at flytte information mellem værktøjer uden at tilføje noget eget.
- Input og output er forudsigelige.
- Den ligger uden for din faglighed, men inden for din dømmekraft.
Hvis en opgave opfylder to eller flere, så byg til den. 3 spørgsmål, der gør opgaven til noget, en AI kan udføre:
- Mål: hvilket slutresultat ønsker du egentlig?
- Værktøjer: hvad skal den læse fra eller skrive til?
- Leverance: hvad er outputtet, og hvor skal det ende?
Prompten er bare de tre svar sat sammen til én sætning.
Så bad jeg deltagerne: vælg tre opgaver fra din egen uge, der opfylder to eller flere af disse signaler – du har fem minutter. Og det skønneste skete. Ingen sagde længere "jeg ved det ikke". Det samme rum, der ikke kunne nævne én eneste opgave ti minutter tidligere, var pludselig fyldt med folk, der kunne. Kløften, jeg havde skrevet om i tre måneder, den jeg stille og roligt var begyndt at tro var den svære, permanente del, lukkede bare på en eftermiddag.
Hvis den røde følelse er din, er denne ramme vejen igennem, og den er meget blidere, end den ser ud. En mand, der driver familiens virksomhed fra udlandet, druknede i kundemails. Han brugte de tre spørgsmål: målet, bare at stoppe med at drukne i indbakken; værktøjet, hans Gmail; leverancen, alle beskeder sorteret efter sprog med de mest presserende øverst. Og det var det. Et tåget "min indbakke er et rod" blev til én klar, bygbar sætning, den slags du faktisk kan give til en AI-kollega og få noget ud af. Han ville aldrig have kaldt noget af det "automatisering" den morgen. Du har en opgave som hans. Det har næsten vi alle.
2. Rammen virkede bedst på dem, jeg mindst ventede.
Jeg vil være ærlig om, hvad jeg forventede, da jeg gik ind. Jeg antog, at dem, der ville få mest ud af det, var ingeniørerne, dem der skriver "autofix github pr" uden at blinke. Jeg tog helt fejl, og det er jeg glad for.
En fitnesscenter-ejer, der først for nylig var begyndt at drive sin egen hjemmeside, så et trafikproblem, han havde kæmpet med i ugevis, blive til noget, han endelig selv kunne løse. Ved slutningen talte han allerede om at investere rigtige penge i værktøjerne.
Og en life coach kom hen til mig med sin bærbare og spurgte, lidt tøvende, ét spørgsmål: hvordan ville du sætte det op? Jeg nåede aldrig helt at svare, for inden dagen var omme, havde to stiftere sat sig på hver side af hende og guidede hende igennem det. Ingen bad dem om det. De ville bare gerne hjælpe.
Jeg tænker meget på det sidste øjeblik. Det er det klareste billede, jeg har af, hvordan det virkelig spreder sig – én person, der stille vender sig for at hjælpe den næste.
3. Formatet betød mere, end jeg troede.
Det var det, et lokale havde, som et videoopkald aldrig gav mig. Folk med samme stille udfordring fandt hinanden. En beskrev sin arbejdsgang højt, og en mand to pladser væk lyste op og sagde: "Åh, det gør jeg hver mandag, sådan håndterer jeg det." Ærligt talt var rammen mest bare en undskyldning, en grund til at rummet begyndte at undervise sig selv. Og det var dér, det meste af den reelle fremdrift skete – mellem fremmede, ikke fra mig foran. Hvis du føler dig fastlåst i, hvad du skal automatisere, skal der nogle gange bare til, at én anden beskriver en uge, der ligner din.
4. Denne er til dig.
Gå tilbage til word clouden med mig. Dem, der skrev "autofix github pr", vidste allerede, hvad de ville fikse. Den del, resten af rummet sad fast i – bare at se, hvad man kan uddelegere til at begynde med – var aldrig rigtig deres problem, så min lille ramme havde ikke meget at tilbyde dem. Nogle af de mest erfarne ingeniører smilede venligt og gik tilbage til deres egne opsætninger, og det er helt fair. En af dem stoppede endda og spurgte mig, ganske blidt, hvem vores målbruger egentlig var. Hun var ikke besværlig. Hun havde bare ret i, at det ikke var hende.
Varme i rummet kom fra den anden side. En tidlig stifter filmede hele min leadgenererings-demo på sin telefon, fordi det at finde kunder er det, der holder hende vågen om natten lige nu, og bagefter opsøgte hun mig bare for at spørge, hvordan hun skulle komme i gang. Folk som hende skulle ikke aflære noget først. I det øjeblik jeg viste dem de fire signaler, lyste halvdelen af deres uge op foran dem. De var ikke kommet for at skrive kode. De var kommet for at få deres uge tilbage.
Så hvis du har læst hertil, og næsten intet af det har lydt som kode, så vid, at det ikke er en tilfældighed. Jeg har skrevet dette til dig.
Hvad nu
Jeg vil ikke oversælge noget af dette til dig. De, der har mest brug for det, har stadig brug for reel støtte for at fortsætte, når de forlader lokalet, og at finde ud af, hvordan vi giver dem det, er præcis det, vi arbejder på nu.
Men du behøver ikke vente på et lokale eller på os. Hvis "jeg ved det ikke" stadig er, hvor du er i aften, er det helt okay – det er dér, næsten alle starter. Tag bare én opgave fra din uge, der opfylder to af de fire signaler, og besvar de tre spørgsmål for den i én enkel sætning. Den sætning er faktisk hele indgangen. Giv den til en AI-kollega og se, hvad der kommer tilbage. Og hvis du vil prøve det med vores, hedder den Zero, ovre på vm0.ai.
Eller, hvis du ikke vil gøre det alene, så kom og byg det sammen med andre, der prøver at finde ud af det samme. Vi holder næste workshop om to uger, og jeg vil virkelig gerne se dig der. Følg @vm0_ai på X for tilmelding, og kom og sig hej.
