En samtale, jeg gerne ville skrive ned fra SF Tech Week, startede med kokosnød.
Hvad er dit tidligste minde om kokosnød?
Heritage Table under SF Tech Week
Scarlett og jeg var i San Francisco under SF Tech Week, 5.–11. oktober 2026. Præsenteret af a16z samler ugen uafhængigt afholdte arrangementer over hele byen, herunder samlinger for stiftere, investormøder, produktdiskussioner og fællesspisninger.
Vi var der for at introducere Okou, møde folk fra forskellige brancher og høre, hvordan de faktisk bruger AI: hvilket arbejde de overlader, hvordan de lærer en agent op, og hvad der får dem til at stole nok på den til at fortsætte med at bruge den.
Et af de arrangementer, vi støttede, var Heritage Tables “The Memory Table: What Should AI Remember?” Den 9. oktober deltog vi hos værterne Evangeline Medina og Pubali Sen i kunstneren Peggy Gyulais loft til fælles middag og samtale om mad, minder og teknologi.
Heritage Table hjælper familier med at bevare opskrifter sammen med stemmerne, historierne og menneskene bag dem. The Memory Table bringer denne idé ind i et fælles måltid. Udgaven under SF Tech Week samlede stiftere, investorer, AI-udviklere og tænkere omkring ét langt bord.
Det var her, kokosnød-spørgsmålet kom ind.
Kokosnød var den røde tråd gennem måltidet—en ingrediens, der bærer forskellige minder på tværs af familier og kulturer. Gæsterne delte deres tidligste minder om kokosnød: en ret, en person, et sted. Disse historier åbnede for en samtale om, hvad det vil sige at bevare noget, hvilken kontekst der skal følge med, og hvem der bestemmer, hvad der huskes.
Disse spørgsmål føltes relevante for det, vi bygger hos Okou. Når nogen lærer en agent, hvordan de arbejder, giver de den kontekst, præferencer og dømmekraft. De skal også forstå, hvad agenten vil huske, og hvem der ellers kan bruge den information.
Middagen gjorde spørgsmålet konkret. Samtaler blev ikke optaget som udgangspunkt. Gæsterne kunne vælge, hvad de ville bidrage med til den fælles Living Cookbook—om det var en opskrift, et minde, et foto eller et par ord om aftenen. At bevare et minde var et bevidst valg.
The Memory Table-samlingen, 9. oktober. Foto delt af Evangeline Medina.
Her er seks refleksioner fra samtalerne, forbundet med det, vi har diskuteret internt hos Okou.
1. Folk forventer at lære en agent op gennem samarbejde.
Forventningen er enkel: vi gør noget sammen, jeg giver dig feedback, og næste gang forstår du, hvordan jeg vil have det gjort.
Jeg har også set det i vores seneste samtaler. Selv folk, der betaler for flere AI-produkter, har svært ved at bruge “færdigheder”. De beskriver oplevelsen gennem læring og hukommelse. De vil vide, om agenten husker det arbejde, de netop har udført sammen.
For Okou skal vi gøre den udvikling forståelig: tydeliggøre opgaven, skabe noget, gennemgå det og forklare, hvad der føres videre. Folk skal kunne se, at deres rettelser har gjort en forskel.
2. En agents rolle skal have konkrete ansvarsområder.
En titel som “marketing agent” skaber forventninger uden at forklare, hvad agenten har ansvar for. Hvad leverer den? Hvad tæller som godt arbejde? Hvilke beslutninger kan den tage?
En brugbar rolle starter med ansvarsområder: undersøge potentielle kunder, forberede et oplæg, skrive et opfølgende brev og identificere, hvor der er behov for gennemgang. Menneskets rolle bliver også tydeligere: sætte retning, forklare standarder og beslutte, hvor meget ansvar der skal delegeres.
Dette er lige så meget et onboarding-problem som et kapabilitetsproblem.
3. “Agenten er et øjebliksbillede; mennesket er en forstærker.”
En agent bærer en version af den kontekst, de standarder og arbejdsmetoder, vi har givet den. Det øjebliksbillede kan ændre sig, efterhånden som den får ny information og feedback.
Folk udvider, hvad der indgår. De bringer erfaring fra andre steder, stiller spørgsmålstegn ved antagelser, opbygger relationer eller indser, at virksomheden har brug for en anden retning.
Muligheden er at hjælpe den dømmekraft med at nå længere. Noget én person finder ud af, kan blive en metode, teamet genbruger—og justerer, efterhånden som det lærer.
4. Folk taler allerede om at “ansætte” og “fyre” agenter.
De giver en agent et job, investerer tid i at forklare det, vurderer dens præstation og udskifter den, når den ikke længere er nyttig.
Det gør gendannelse vigtig. Når noget går galt, kan brugeren så afgøre, om problemet var en uklar opgave, manglende kontekst, en forældet instruktion eller utilstrækkelig kapabilitet?
Hvis det eneste praktiske er at starte forfra, føles tiden brugt på at lære agenten op spildt. Vi bør hjælpe folk med at rette samarbejdet og forstå, hvad der blev forbedret.
5. Hukommelse rejser spørgsmål om ejerskab og tilladelse.
Middagens invitation til at vælge, hvad der skal indgå i Living Cookbook, hænger direkte sammen med dette: at huske noget og gøre det tilgængeligt for andre er to forskellige beslutninger.
Hos Okou skal vi skelne mellem personlig hukommelse, teaminstruktioner og arbejdsgange samt forbundet kontekst. At kalde det hele “teamhukommelse” ville give et forkert billede af det, vi aktuelt tilbyder.
En personlig rettelse bør ikke stiltiende blive til en regel for alle. At dele en arbejdsgang bør ikke betyde, at skaberens private information eller adgang deles.
Folk skal forstå, hvad der blev gemt, hvem der kan læse eller ændre det, og hvad der sker, når adgangen til den oprindelige kilde ændres. De grænser påvirker, om nogen overhovedet føler sig trygge ved at lære en agent op.
6. Stiftere, der først ville undgå ansættelser, begynder nu at ansætte.
En anden observation var, at nogle stiftere, der startede med at forsøge at klare alt selv med agenter, nu bygger teams.
Min tolkning er, at agenter hjælper stiftere med at løfte mere arbejde og udskyde nogle ansættelsesbeslutninger. Når virksomheden udvikler sig, har de stadig brug for folk, der kan tage ansvar, bringe ekspertise, opbygge relationer og udvide virksomhedens tankegang.
Dette hænger sammen med idéen om øjebliksbillede og forstærker. Okou skal understøtte begge faser: hjælpe en stifter i gang og derefter hjælpe et voksende team med at genbruge effektive arbejdsmetoder, mens personlig kontekst og tilladelser forbliver tydelige.
Hvad jeg tog med hjem
Jeg tog konkrete ting med hjem at arbejde på: gøre det lettere at lære en agent op, gøre dens ansvar tydeligere og gøre det muligt at dele nyttigt arbejde uden at udviske personlige grænser. Det er praktiske dele af at gøre AI samarbejdende.
Kokosnød-spørgsmålet blev også hos mig. Et minde følger med en person, en historie og et valg om at dele det. Middagen gav os en måde at tale om alle tre.
Tak til Evangeline, Pubali, Peggy og alle omkring bordet for at give plads til denne samtale.
Mere om The Memory Table og SF Tech Week.
